Nyhedsbrev

Hvis du ønsker at modatge nyhedsbrev med information om nye hold så send en mail til alletideshund@gmail.com 
 
Seneste nyheder:
 
God jul og godt nytår
Så er det igen tid for at vende blikket tilbage på et år der er gået. Året er dog ikke helt ved enden, så der har da været tid til lige at starte et sidste hvalpehold op, som fortsætter ind i det nye år. Det har endnu en gang været en fornøjelse med alle de hvalpeejere der møder op på holdene, for at få en god start med hvalpen. Her hvor der er pause for holdtræningen er der flere der vælger at komme til enetimer, nogle for at holde træningen ved lige, andre for at blive klar til holdtræningen. Marvel på billedet har gået til enetræning og fordi hans mor Rikke har haft god tid til at følge op på træningen, så er der sket store fremskridt! Første gang Marvel var til træning var han urolig, hoppede op af os, peb og var generelt meget opmærksomhedssøgende. Nu sidder han i de små pauser og troner på bordet mens han pænt venter og kommer straks flyvende, når Rikke kalder på ham. Han har en personlighed, som er svær at stå for, så derfor fik han selvfølgelig også plads her 
Marvel har ikke gået på hvalpehold, hvilket hans mor kommentere med disse ord ”Det burde være obligatorisk, at gå på hvalpehold!”

Desværre måtte jeg selv tage en meget tung beslutning i år. Saga blev voksen, hun gik ind i sin første løbetid samtidig med at vi gik ind i det nye år. To måneder senere udviklede hendes forhold til Ronja sig i en rigtig dårlig retning og det var ikke desværre ikke noget vi kunne træne os ud af eller ændre på radikalt. Vi kunne vælge at leve med det, men det betød stress for begge hunde og for os, så jeg valgte i efteråret at omplacere Ronja. I første omgang ville jeg prøve, at se om jeg kunne finde en god familie til hende og hvis ikke, ville prøve det samme med Saga. Jeg fandt hurtigt en familie til Ronja og hun har nu skabt glæde i sin nye familie, præcis det som Ronja er rigtig god til. Jeg føler det er den sværeste beslutning jeg har taget i mit liv og det er svært at erkende, at begge mine 2 dejlige hundepiger ikke kunne blive sammen. Tak til alle jer der har været deltagende i min sorg og bidraget med forståelse. Alle jer her ved præcis hvordan denne beslutning har været for mig og jeg ved den har rørt mange af jer.
Jeg har besøgt Ronja for 14 dage siden og hun har det godt i sin nye familie 

Tak til alle jer der har gået til træning i året der er gået, det er som altid en fornøjelse at dele tiden på træningsbanen med jeg og jeres dejlige hunde.

Tak til jer der handler BARF og godbidder og tænker over, at jeres hund skal have det bedste, - det er altid hyggeligt at handle med jer og høre nyt om jeres hunde, eller se dem, når I har dem med for lige at løbe en tur på banen også.

Tak til jer der henter Bach blomsterremedier til jer selv og jeres hunde. Det er så dejligt, at vi kan hjælpe vores hunde på en så nænsom måde og dejligt, at flere og flere finder frem til det. Husk at din hund kan have gavn af Abeblomst, Bævreasp, Rock Rose, Fuglemælk og evt. Kirsebærblomme her over jul og nytår, når det begynder at brage om ørene på os.

Det har været et dejligt og aktivt år i AlletidersHund og det har I hver især bidraget til.
For jer der har lyst til at afslutte året sammen, bliver der en fælles gåtur i Sollerup skoven den 29.december kl. 13. Der vil være en lille ”godbid” undervejs, så tilmelding er nødvendig på sms eller mail.


Tak for 2019 i selskab med jer og jeres hunde! God jul og godt nytår.
 
Glennie Steenberg | CVR: SE-37505285 | Sinaivej 13, 5672 Broby  | Tlf.: Glennie 22 13 59 61 | alletidershund@gmail.com